Hunden, katten, menneskerne og grisen

Hej, det er mig igen.

Det var nu for mere end to år siden, jeg flyttede ind til Utas familie. Det gik ikke så lang tid før jeg kunne charme Utas far. Utas mor har været gladere for en metalplade som hedder Ipad, end mig.

Det har gået så skønt med mig. Faren aer mig hver dag, og moren siger til mig "Hvor sød du er!". Nogle gange skændtes Uta og faren, om hvem der skulle tage mig med i sengen. Alle var vilde med mig.

Men en dag kom der en hund, en irriterende hund! Han kan gø, når han opdager, at nogen bevæger sig. Han kan gø! Det kan jeg jo ikke. Faren har fundet det rigtigt sjovt med gøen. Nu er det så hundens tur at sidde på farens skød, når han ser fjernsyn. Hvad med mig? Hunden kan gø, men den er ikke så blød som mig! Faren kommer nok til at savne mig. Så bliver det min tur igen.

I dag kommer Uta ind i stuen med en kat. En hvid kat. Hun siger, at katten er islandsk. Jeg vidste ikke, at hun havde været i Island. Katten gør jo ikke, men den er så blød som mig... Nu siger moren til katten, "Nej, hvor er du sød!". Jeg er her også, mor!