Far, får får får? Nej, får får ikke får, får får lam.

Hej igen!

Kan I huske at jeg har fortalt om hunden og katten? De er mine "venner" hos Uta.

Hunden er mindre end mig. Den hedder choko-chan, fordi den har en chokolade farve. Den gøer og hopper rundt, når den hører nogen klappe eller bevæge sig. Den er faktisk lidt dum, synes jeg.

Katten er højere end mig, men meget tyndere. Den hedder neko-chan. Den kommer fra Island. Det er en lang historie, men Uta købte den i Island, da hun besøgte sin japanske lærer dér. Læreren blev rigtig glad for at få besøg af hende, så sagde han, at han ville give hende en gave som en minde fra Island. Uta, som altid har elsket katte, hun pegede på en kat bamse. Men nej! Læreren hadede katte. Derfor nægtede han at give katten til hende. Uta giver aldrig op. Det gør hun ikke. Hun købte katten selv. Siden da har katten været en af Utas bamser.

Og så mig! Jeg er selvfølgelig tykkest, og måske blødest. Jeg er vokset op i Japan. Så nogle gange er det lidt svært at kommunkere med katten. Det var ikke Uta, der fandt mig i en butik. Det var hendes kollega, som godt visdte at Uta også elskede grise (!), der fandt og købte mig. Jeg ser hende nogle gange, når Uta tager mig med på arbejde.

Alle vi tre trives godt hos Uta, og vi elsker Utas far, som holder meget af os og leger med os. Han siger tit til os, "Hvor er I søde!".

I dag har vi fået en ven, en får. Den hedder shiro-chan, fordi den har en hvid farve. Den kommer også fra Island. Hvorfor skal Uta have bamser igen fra Island? Fra den lærer, som hun engang har besøgt? Nej, det var fra en af hendes veninder, som var på ferie i Island. Den er meget lille og rigtig sød. Men jeg forstår heller ikke helt, hvad den siger. Jeg tror, islandsk er meget anderledes end japansk.